I år går vores juletur – som traditionen byder – til Paradislejren ved Silkeborg, og vi glæder os til at se jer alle. Der venter et spændende løb, hyggelige aktiviteter og masser af julehygge omkring bålet.
Vær opmærksom på, at turens varighed varierer afhængigt af spejderens gren. Nedenfor finder du en oversigt over de forskellige grene og turens varighed for hver af dem:
- Familie spejder onsdag : lørdag kl. 09:00 til lørdag kl. 14:00
- Mikro og mini: lørdag kl. 09:00 til søndag kl. 9:30
- Junior og trop: fredag kl. 18:00 til søndag kl. 9:30
Tal lige med din spejder om, at når man vågner tidlig morgen er det en fin ide at liste ned i fællesområdet med en bog/noget at tegne på og lignende. Køkkentanter og ledere er at finde der - mindre god ide er det at begynde at snakke; der er mange der trænger til at sove.
For mange er det første gang på spejdertur, så her er nogle gode råd til at få pakket rigtigt!
Navn i tøjet gør en forskel! Husk at skrive dit navn i alt, hvad du tager med – fra sokker til sovepose. Når man er mange samlet, er det nemt at glemme, hvad der er ens eget, og med navn på tingene er det meget lettere at få dem tilbage, hvis de bliver væk.
Vi anbefaler, at din spejder hjælper til med at pakke tasken. Det gør det nemmere for din spejder at finde dine ting, når vi er afsted. Du behøver ikke pakke meget tøj, da vi kun skifter, hvis noget bliver vådt. Til gengæld er varmt tøj som flyverdragt eller skitøj vigtigt, så du kan holde dig varm hele dagen.
Lidt hjemve er helt normalt – men med trygge voksne, sjove aktiviteter og gode kammerater går den som regel hurtigt over. Lederne holder altid øje og hjælper spejderne godt igennem, hvis savnet til hjemmet skulle melde sig. Hvis der er særlige forhold så tal med din leder eller send en besked. Det skal helst ikke ske når turen starter, da lederne er fuldt optaget af at modtage alle spejderne.
Pakkelisten er som altid
Tøj:
Uniform og tørklæde
Gode støvler (gerne vandtætte)
Indesko eller hyggesokker
Strømper og varme sokker (2 sæt)
Undertøj (2 sæt)
Skiundertøj
T-shirts (1-2 stk.)
Varm trøje eller fleecetrøje (1-2 stk.)
Lange bukser (1-2 stk.)
Flyverdragt/skitøj
Hue, vanter og halstørklæde
Nattøj
Nissehue
Grej:
Sovepose + noget at læse i/tegne på
Lagen (til madrassen). I sovesalen er der madrasser, så du behøver ikke liggeunderlag.
Toiletsager (tandbørste, tandpasta og evt. hårbørste)
Pandelygte eller lommelygte
Sygesikringsbevis. Når du ankommer skal det afleveres til din grenleder.